2.3 Fra barn til teenager

Opbrudstiden

Fra barn til teenager kan være en lang og svær periode for børn, da deres identitet begynder at udvikle sig i deres eget tempo. I opbrudstiden prøver man forskellige attituder og andres grænser af fx i forhold til ens forældre. Opbrudstiden er svær for både drenge og piger, da de begynder at løsrive sig fra deres faste vante rammer og begynder at se verden med egne øjne. Man begynder lige pludselig, at gå op i sit udseende, tøj og hvad andre tænker om en. Hvis ens forældre går ind og blander sig i ens udseende, tøjvalg, vennekreds osv. kan forældrene få besked på, at det er forkert, dumt, idiotisk eller de skal bare ikke blande sig. Børn kan det ene øjeblik være sure på sine forældre og det næste øjeblik vil de krammes eller trøstes. Man skal som forældre hele tiden omstille sig, da barnet det ene øjeblik ikke vil lytte, for det næste at være lyttende og tage imod det, som mor eller far siger til én.

Som 12-årig har man stadig barnet i sig, og der er stadig brug for at være barn.

Børnene bliver mere sociale og omgiver sig mere med deres venner og veninder. Man begynder at opbygge et bånd til ens bedste ven eller veninde, som man bruger mere tid sammen med. Hvad ens bedste ven eller veninde mener/siger betyder allermest for en. Der bliver skabt tillidsbånd, popularitet og det er vigtigt for den enkelte, at man føler sig accepteret i en samlet venneflok.

Det er omkring denne periode, at man som pige begynder, at udvikle de kvindelige former og få menstruation. Tidspunktet kan dog variere fra pige til pige. Det er vigtigt, at pigen i denne periode får støtte og omsorg, og på det tidspunkt er det tit ens mor, som er den bedste støtte. Ens mor bør tage sig tid til, at støtte og tale med barnet, da det er en stor omvæltning i livet for teenageren.

Som forældre til et barn i opbrudstiden gælder det om, at stå fast og stole på sine egne forældreevner. Forældrene skal i denne periode være en støtte for barnet. I opbrudstiden begynder det, at rykke i familiebåndet, men barnet er endnu ikke klar til, at kappe det helt over.

Råd til forældre med børn i opbrudstiden:   

• Vis barnet respekt, både når det har brug for at være selvstændigt og voksent, og når det vil være lille og har brug for omsorg.
• Stil passende krav i de rigtige situationer.
• Giv dig tid til at tale med barnet både om dagligdagsting og om livets spørgsmål.
• Vis respekt for, at barnet har brug for at være i fred og at have sit ´eget rum´. Træng dig ikke på, læs ikke i barnets dagbøger og respekter skilte på døren, men vær til stede, når barnet har brug for dig. 
• Lad den tolvårig finde sin egen stil uden for mange kommentarer om f.eks. sminke, frisure og tøjstil.
• Accepterer ikke, at barnet taler grimt til dig. Sig til barnet, at det må nøjes med at tænke, men ikke sige, grimme ting.

Fra ”Kan selv! Vil selv” s. 139 (2011)

At give slip

Daniel Stern, professor i psykologi, mener at forældre ofte intuitivt gør det rigtige, men deres reaktion afhænger i høj grad af, hvordan de selv er blevet behandlet som barn. 

I forhold til Marie kan man bruge det Daniel Stern siger med, at forældre spejler sig meget i hvordan de selv er behandlet som barn, og bruger de ting igen i forholdet til deres eget barn. Hanne har svært ved at give slip på Marie. Hun er 12 år og har downs syndrom, men vil gerne have, at mor giver mere slip på hende. Marie vil gerne selv kunne tage bussen i skole, hvor Hanne har svært ved at slippe kontrollen med sin datter. Man ser Maries frustrationer i at hun ofte bliver hidsig, når der sættes grænser for hende. Man hører, at Marie klarer sig godt på mange områder, hun er glad for skolen, har en god veninde, så hun er en velfungerende pige. 

Vi antager Hanne har svært ved at give slip på Marie, da hun har downs syndrom. Ved børn med downs syndrom har forældrene det ofte med at gå i forsvarsposition, da de er bange for, hvordan de videre vil klare sig både socialt, arbejdsmæssig og andres syn på dem. Som forældre til et barn med downs syndrom vil man altid have mange tanker ”gider almindelig børn, at lege med en med downs syndrom? Hvordan bliver hendes fremtid? Kommer hun til klare sig økonomisk, socialt og arbejdsmæssigt?” Alle disse spørgsmål dukker tit op hos forældrene, og det præger dem meget indtil de selv kan begynde at se fremgang.

Arne Klyve, undervisningschef hos Bergensklinikkene, der arbejder med mennesker og rusproblemer, sætter mange spørgsmål ved begrebet værdighed. Han mener det er noget vi alle fortjener, trods sociale klasser og kultur. Værdighed symboliserer respekt og accept, og selv de mest udsatte i kanten af vores samfund skal anerkendes for det de bidrager med. Marie vil gerne have, at hendes mor giver slip på hende, og anerkender at hun stoler og tror på Maries kunnen til at være selvstændig og udvikle sig, som hun nu en gang kan.

Klyve formulerer kærlighed og venskab i opvæksten som "startpakken" for positiv identitetsudvikling. Det næste træk er nu op til Hanne, om hun vil lade hendes datter tage det naturlige skridt videre i hendes udvikling, og bruger sin startpakke. Det vil ikke kun give frihed, anerkendelse og selvtillid til Marie, men også et mere roligt sind og mere tid for Hanne til, at koncentrere sig om sin situation med et nyt barn i familien.